Adam Price fortæller om arbejdet med Østre Gasværks nye musical OLIVIA - og skyggedansernes hemmelighed, der er inspireret af Køge Huskors-sagen og de historiske hekseprocesser i Køge. Publikum får indblik i, hvordan fortællingen er blevet udviklet og bragt til live, blot fire dage efter premieren.
Undervejs sætter Adam Price ord på de benspænd, der har præget processen, og på forskellene mellem at skrive manuskript til en musical og at arbejde med TV-serier eller bøger. Han beskriver selv historien om gymnasie-eleven Olivia, der flytter til Køge, som et moderne eventyr om unge menneskers frygt for ikke at slå til og ikke finde plads i fællesskabet.
Adam Price er en erfaren fortæller både foran og bag kameraet, og han står bag TV-succeser som Borgen, Anna Pihl, Orkestret og Ragnarok. Han er også kendt som TV-vært og kok i madprogrammet Spise med Price. Der bliver desuden mulighed for, at publikum kan stille spørgsmål.
Musicalen OLIVIA - og skyggedansernes hemmelighed har premiere 18. sept., manuskriptet er skrevet af Adam Price, og musikken er af Rasmus Seebach, Ankerstjerne og Andreas Sommer. Arrangementet finder sted i Fakta-afdelingen i stue-etagen på Køge Bibliotek, og entréen er 75 kr. Der kan købes/bestilles billet, og der er også mulighed for at læse mere på hjemmesiden.



















