Tag familien eller en god ven med til et kreativt værksted for familier, hvor I kan lave jeres egen forheksede lanterne. Her er der lagt op til en hyggelig efterårsstund, hvor I skaber en lysende lanterne, som kan bringe stemning ind i de mørke aftener.
Lanternen kan pyntes med hekse, flagermus og katte, og der er også mulighed for at dekorere med glimmer, bånd, "diamanter" og andre detaljer. Sættes lanternen i mørket, vil motivet blive kastet op på væggen, så en sort kat måske kan sprede ekstra hekset stemning i stuen. Alle fra 5 år kan deltage, og arrangementet foregår i Folkelab i stue-etagen på Køge Bibliotek. Entré: 30 kr.
Undervejs kan man også dykke ned i historien om dyr med mørke kræfter. I gamle dage fandtes der meget overtro om dyr, især sorte katte og flagermus, som begge er natdyr og jægere og desuden hvæser, hvis man kommer for tæt på. Man mente blandt andet, at de kunne være hjælpedjævle for hekse, og derfor har mange nok været lidt bange for dem.












