Stjerneholdet/Jump4Fun er et idrætshold for børn, som ikke nødvendigvis trives på et almindeligt hold. Det kan blandt andet være børn med et handicap som autisme, børn med overvægt eller børn, der er særligt sensitive. Holdet er også relevant for børn, der motorisk har brug for ekstra støtte, eller som i en periode har behov for mere tryghed.
Fokus er på fællesskab, bevægelse og gode oplevelser frem for præstation. Her handler det ikke om at være bedst eller hurtigst, men om at være med, få rørt sig og lære at være sammen. Der arbejdes med mange forskellige aktiviteter og sportsgrene, blandt andet gymnastik, bordtennis, badminton, volley, håndbold, stafet og forskellige lege. For de større børn er der desuden rigtig styrketræning, og hvis der kommer nok piger, vil der også være dans for dem.
Der er samarbejde med Køge kommune og det personale, der er tilknyttet de forskellige skoler. IF Frem Bjæverskov står som arrangør, og målet er, at børnene går glade hjem efter at have været aktive og fået sved på panden. TILMELD GRATIS PRØVETRÆNING. Gratis. Lokation: Vemmedruphallen.



















