Gratis teaterkoncert for hele familien, når verdens mindste dukkeband, LIPSING and The Broken Heart Orchestra, gæster Faxe Ladeplads. Publikum kan se frem til en humoristisk og nærværende oplevelse, hvor musik, fortælling og dukketeater smelter sammen i en levende scenografi.
Her ligger tre musikere på ryggen med øjne og hår på hagen, mens de synger og spiller sange om kærlighedssorger. Dukkernes hoveder dannes af musikernes hager, og deres kroppe føres af to dukkeførere forrest på scenen, som samtidig medvirker i fortællingen ved at styre scenografien. Sangene kredser om at miste en nær ven eller en stor kærlighed, og om følelsen af ensomhed og afstand til naturen.
Oplevelsen er skabt som en legende, smuk og stemningsfuld teaterkoncert, der kombinerer komisk dukketeater med professionel sang. Den er arrangeret i samarbejde med Karise Permatopia, som er et bo- og arbejdsfællesskab, et bæredygtigt, økologisk og selvforsynende fødevaresystem samt en fælles vision om en meningsfuld hverdag, hvor beboerne samskaber et bæredygtigt liv og en regenerativ omstilling.






