Køge Kommune tager næste skridt i planerne om en ny stiunderføring mellem bymidten og Søndre Havn. Tirsdag 25. august klokken 19.00 til 21.00 holder kommunen borgermøde i kantinen på Køge Rådhus, hvor projektet bliver lagt frem for borgerne.
Mødet er en del af den offentlige høring om et forslag til en ny lokalplan, som før sommer blev sendt ud af kommunen. Lokalplanen skal gøre det muligt at etablere underføringen, der skal give gående og cyklister en mere direkte og tryg forbindelse mellem den historiske bymidte og havneområdet.
På borgermødet vil kommunen præsentere planerne for området og selve underføringen. Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål og komme med input til projektet.
Borgmester Ken Kristensen glæder sig over, at projektet er rykket tættere på virkelighed.
– Projektet har jo været længe ventet, og jeg er rigtig glad for, at det nu nærmer sig en realisering. Underføringen kommer til at forandre et centralt sted i byen, og jeg håber, at mange vil komme til borgermødet og være med i dialogen om den kommende forbindelse mellem bymidten og Søndre Havn, siger borgmester Ken Kristensen i en pressemeddelelse.
Den planlagte stiunderføring skal føres under Ivar Huitfeldtsvej, jernbanen og Østre Banevej. Målet er at skabe en sammenhængende rute på tværs af byen for fodgængere og cyklister.
Ifølge planerne skal forbindelsen udformes med brede stier, grønne terrasserede skråninger og lysåbninger i underføringen. Det skal være med til at skabe en åben og tryg oplevelse. Samtidig skal projektet tilpasses de historiske omgivelser med inspiration fra den tidligere Apotekerhave.
Lokalplanen rummer også ændringer på havnepladsen. Her lægger kommunen op til at fjerne den gennemkørende trafik for at give mere plads til ophold, aktiviteter og rekreative formål.
Formand for kommunalbestyrelsens Plan-, Grøn- og Landdistriktsudvalg, Ulrik Sejersdal (V), er vært ved borgermødet.
– Den kommende underføring bliver en vigtig forbindelse i Køge, og derfor vil vi gerne give borgerne mulighed for både at høre mere om planerne og stille de spørgsmål, de har. Vi glæder os til at præsentere projektet og ser frem til, at så mange som muligt kommer, siger han.
Tilmelding til borgermødet sker via Køge Kommunes hjemmeside.








