En konflikt om knallertkørsel udviklede sig mandag eftermiddag til en voldssag ved et supermarked på Marksvinget i Køge.
Klokken 16.53 rykkede en patrulje ud, efter at en 16-årig lokal knallertfører var blevet slået i ansigtet af en vred mand. Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi begyndte episoden på parkeringspladsen, hvor manden råbte ad den unge, fordi han var utilfreds med hans måde at køre på.
Konflikten stoppede dog ikke dér. Inde i supermarkedet opsøgte manden den 16-årige og gav ham en lussing.
Politiet gennemgik efterfølgende overvågningen fra butikken. Senere samme aften fandt betjente frem til den mistænkte, en 58-årig mand fra Køge, som blev anholdt på en beværtning.
Han blev sigtet for vold og afhørt i sagen. Under afhøringen erkendte han at have slået den unge knallertfører.
Den 58-årige blev løsladt kort efter, men sagen er ikke afsluttet. Politiet oplyser, at han vil høre mere i sagen senere.
Den 16-åriges forældre blev orienteret om hændelsen.


















