Folkelab på Køge Bibliotek er et værkstedsområde, et såkaldt makerspace, hvor både unge og voksne kan eksperimentere med alt fra teknologi til klassisk håndarbejde.
Til det åbne værksted kan du arbejde med egne designs og kreative projekter på maskiner som 3D-printere, broderimaskiner og folieskærere. Det er også et sted, hvor du kan udveksle idéer og dele viden med andre.
Arrangementet henvender sig til alle, uanset om du er tech-nørd, kreativ sjæl eller bare nysgerrig på, hvad der kan skabes. Folkelab er også ved at bygge en frivilligklub op, og der holdes intro-aftener, hvor man kan lære maskinerne at kende.









































































