Dette livestreamede foredrag fra Aarhus Universitet samler tre forskere, der belyser kaffe fra forskellige vinkler. Publikum kan se frem til en gennemgang af kaffeplantens biologi, dyrkning og processen, der forvandler frugten til den kaffe, vi drikker til daglig. Samtidig sættes emnet ind i en større sammenhæng med klimaforandringer og sundhed.
Botaniker Anders Sanchez Barfod, lektor emeritus i botanik ved Institut for Biologi, Aarhus Universitet, giver en introduktion til kaffeplantens botanik og fortæller om de vilde slægtninge til Coffea-slægten. Aske Skovmand Bosselmann, lektor i landbrugsværdikæder ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, tager fat på bæredygtig kaffe i klimaforandringernes tid. Kjeld Hermansen, læge og lektor emeritus i diabetes og ernæring ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, giver et historisk blik på kaffens vej i Danmark siden introduktionen i 1665 og gennemgår, hvad forskningen siger om kaffe og kroppen.
Foredraget er en opdateret udgave af et foredrag fra foråret 2023. Aarhus Universitet livestreamer forelæsningen direkte til mere end 350 steder. Niveauet er højt, men alle kan være med uanset faglige forudsætninger. Foredraget begynder kl. 18.55 med velkomst, og det anbefales at komme senest 18.45. Tilmeldingen åbner 6. oktober 2026. Gratis billetter.





