Her kan du lære at spille harmonika (accordeon) hos Dean Delgiusto, som er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Undervisningen er for alle niveauer, og du starter med korte, lette melodier med den ene hånd, før du snart kan spille med begge hænder.
Dean spiller selv mange slags musik, fra renæssance og barok over klassisk musik og folkemusik til tango, rytmisk musik og nye kompositioner og improvisationer. Du er med til at vælge repertoire, og al slags musik er velkommen. Der lægges vægt på grundlæggende teknik som bælgvendinger, fingersætninger, puls og rytme, og du kan både lære noder eller spille efter gehør.













































































